Way of the Dragon (1972) - en klassiker der nægter at dø

En lille hyldest til de gamle kung fu-film

Så fik jeg lige genset Way of the Dragon - Hong Kong-filmen med skuespilpræstationer så ringe, at statister i dårligere Bud Spencer-film til sammenligning fremstår som specialister i “method acting.” Det er faktisk så pinligt ringe, at min barndoms tvivlsomme oplevelser med skoleteaterets evindelige og plagsomme opførelser af ”Tobaksvejen” nu mere ligner Shakespeare på the “Old Vic.” Ja, man bliver faktisk nødt til at overgive sig og give efter for latteren fra tid til anden.

Med andre ord, så er det ikke glæden ved at opleve store skuespillere i fri udfoldelse, der med mellemrum driver mig til at se Bruce Lee-film. Way of the Dragon demonstrerer klart, at det kan lade sig gøre at skabe en klassiker uden en stor besætning af klasseskuespillere. Men det er jo noget vi har lært igen og igen som filmentusiaster og med stor sansynlighed fortsat vil opleve. Som sagt - store klassikere repræsenterer ikke altid den store skuespilkunst, og det er vel også i orden.

Way of the Dragon, skrevet, instrueret og produceret af kung fu-ikonet Bruce Lee, er en Hong Kong-film med en historie, der er ret typisk for den slags film, hvor det jo handler om at præsentere publikum for en masse smukt koreograferede screenfights. Det er ikke de skabelon-lignende filmfigurer, der er vigtige, men de imponerende dueller. Melodrama, slapstick samt tvivlsomme budskaber om de godes styrke og de ondes svaghed, er ”kvaliteter” der kendetegner flere af genrens klassikere. Nu er det ikke min erfaring, at de onde er svage (tværtimod), men det er jo en anden historie. Man kan roligt sige, at det gode kontra det onde ikke er et nyt tema på film, og da slet ikke i denne genre hvor det gerne er et klassisk indslag.

Men lidt om historien: 

Den, for mig, aldeles uigennemskuelige kinesiske familiedynamik medfører, at kung fu-specialisten Tang Lung (Bruce Lee) bliver sendt til Rom på opfordring af en onkel for at hjælpe en ven af familien - en ung kvinde ved navn Chen Ching Hua, der har visse problemer med den lokale mafia, som insisterer på overtage hendes kinesiske restaurant. Dette nægter hun selvfølgeligt at medvirke til - ellers ville filmen jo allerede være slut på dette tidlige tidspunkt, og vi ville ikke få den fantastiske finale i Roms “Colosseum.” Efterfølgende sker der så det, at en stadig strøm af meget tynde og overordentligt grimt klædte bøller - vi er jo i 1970erne - dukker op i Chens restaurant og truer samt gennemtæsker hendes medhjælpere, men det får de ikke meget ud af nu, hvor Bruce Lee er dukket op på scenen. Nu er det med andre ord bøllernes tur til at få tæsk - til mafiabagmandens store fortrydelse.

Det ser efterhånden sort ud for den lokale mafia, der, som en sidste udvej, hyrer tre af verdens førende specialister i kampsport til at udføre jobbet. Noget der i øvrigt virker urimeligt i betragtning af, at vi jo kun taler om overtagelse af en spartansk kinesisk restaurant - mafiabagmandens motiver er mig ret ubegribelige. 

Men tilbage til vores tre specialister: To af disse i øvrigt ganske kompetente mennesker bliver selvfølgeligt nedkæmpet af Tang Lung og hans villige medhjælpere, nogle af restaurantens kung fu-kæmpende tjenere, og man mangler nu kun at få uskadeliggjort den frygtede og meget selvsikre Colt, specialisten over dem alle og gangsternes sidste håb.

Det er blandt andet i kraft af den afsluttende duel mellem den frygtede karatekæmper Colt og kung fu fænomenet Tang Lung, at denne film har fortjent til sin kultstatus. En duel der meget passende bliver henlagt til “Colosseum,” det berømte amfiteater i Rom, hvor så mange store dueller har fundet sted. Chuck Norris er fremragende som den frygtede Colt, og Bruce Lee lader ham ikke noget efter i rollen som Tang Lung.

Det er disse to viljestærke og karismatiske mænd, der gør denne film seværdig. To fantastiske atleter der giver os en formidabel opvisning i kampsport og fitness. Der er tale om en af filmhistoriens bedste screenfights i en afsluttende duel, der, med sin opstilling af duellanterne til strofer af Ennio Morricones musik fra “Once Upon a Time in the West,” leder tankerne hen på en klassisk western-duel.

Chuck Norris, flere gange verdensmester i karate, virkede her ganske intimiderende med hans massive og veltrænede krop og de imponerende evner.

Bruce Lee behøver vel ingen nærmere præsentation. Denne fantastiske artist med den store karisma, var en af verdens mest veltrænede personer og særdeles skræmmende med hans enestående hurtighed og kropskontrol.

Det siger sig selv, at Bruce Lees kung fu vinder over Chuck Norris karate - det er jo en kinesisk film !

Efter gensynet med denne film må jeg konkludere, at den har fortjent sin kultstatus. Ikke mindst på grund af den afsluttende duel i de historiske omgivelser, de to hovedpersoners store karisma samt de imponerende og smukt udførte screenfights. Det er en film, der sjældent er kedelig. visse scener virker dog komiske på grund af de meget ringe skuespilpræstationer - men underholdende det er den altså.